Jeg er født i 1963. I 1986 blev jeg uddannet socialpædagog og har primært arbejdet med mennesker med fysisk og psykiske handicaps. Desuden har jeg gennem mange år været familieplejer og kontakt/støttefamilie for handicappede og sårbare børn, unge og familier. Min praksiserfaringer er således både indenfor handicapområdet samt sårbare og udsatte med forskellige udfordringer indenfor misbrug og psykiatri. Igennem 30 år har jeg været leder af forskellige institutioner. Nu er jeg selvstændig, hvor jeg underviser, superviserer og lavet terapi.
Igennem årene har jeg taget forskellige efteruddannelser – diplomuddannelse i ledelse, moduler på kandidatuddannelsen i pædagogik (SDU), psykoterapeut (ID-academy), procesfacilitering – desuden er jeg certificeret i LA2 (Sopra).
Jeg er optaget af, hvad der er bag menneskers handlinger. Uanset om det er børn, unge, borgere eller personale, så er mit udgangspunkt, at vi alle forsøger at gøre det, så godt vi kan. Nogle gange tyer vi til mestringsstrategier, som ikke altid er hensigtsmæssig for os selv eller andre. Vi har i den sammenhæng brug for at blive mødt med forståelse og anerkendelse, hvilket jeg altid bestræber mig på.
De senere år er indefra-perspektivet blevet et centralt tema for mig. Jeg tror, at det er afgørende i arbejdet med borgere, at vi udvikler metoder til at kunne forstå deres perspektiver, og at vores faglige tilgang bygger på denne forståelse.
Gennem en årrække har jeg arbejdet med implementering af metoder (herunder KRAP) i offentlige organisationer. Jeg har været tovholder på flere store projekter og har derfor omfattende viden indenfor netop dette område. Mit fokus er på grundighed, ansvarlighed og commitment med udgangspunkt i kerneopgaven.
Jeg har stort kendskab til og praksiserfaringer med brugen af KRAP, LA2 og andre tilgange, og jeg er i både undervisning og supervision særlig optaget af mulige måder at arbejde med såvel tænkning som skemaer.
Fra mit private liv har jeg erfaringer med ADHD, udviklingshæmning, misbrug mm. Jeg inddrager derfor også gerne pårørendeperspektivet. Et af mine plejebørn er ofte hende, som jeg bruger som eksempel, da hun gennem årene har været med til at afprøve tænkning og skemaer fra KRAP og LA2 – og for mig er en uundværlig sparringspartner.
