Kognitiv sagsformulering

Da vi sigter på at arbejde så tæt på faktuel viden som muligt, er det også her vigtigt at holde sig for øje, at vi udfylder de forskellige bokse med faktuel viden, med et objektivt beskrivende sprog, og med iagttagelser frem for tolkninger. Når det vurderes hensigtsmæssigt og er muligt, så udfyldes skemaet sammen med den pågældende, evt. med pårørende, og evt. med andre samarbejdspartnere, som besidder relevant viden. Der er ingen bestemt rækkefølge i skemaet, men oftest starter man med at udfylde boksen omhandlende fakta og livserfaringer.

Fakta/livserfaringer:

Her skriver vi kortfattet centrale livshistoriske og faktuelle oplysninger, som fx alder/fødselsår; familie-/opvækstforhold; familie og netværk; skole- og uddannelse; erhvervserfaring; økonomiske, religiøse og kulturelle forhold; sprog; mentale og fysiske funktionsnedsættelser; handikaps; diagnoser og medicinering; samt bolig- og arbejdssituation.

Grundtanker: 

Her forsøger vi at formulere de overbevisninger, som fokuspersonen virker til at have, hhv. om             1) Sig selv, om 2) Andre mennesker, og om 3) Verden/livet generelt. Vi kan her være nødt til at ’nøjes’ med vores hypoteser, frem for fakta, idet det langt fra er alle, der siger deres grundtanker højt, eller er bevidste om dem. Vi anfører det i skemaet ved at skrive personalets hypoteser – så det fremstår tydeligt, at her er vi på hypoteseniveau. Med dette in mente, så kan vi ved at observere og lytte til vedkommende, i mange tilfælde finde frem til gode og relevante bud på grundtanker. ”Jeg er god til at lære”, kan være et eksempel på en overbevisning, som vi kommer frem til hos en elev, der igen og igen går i gang med nye opgaver med interesse og selvtillid.

Grundtanker om andre kan fx være ”andre vil hjælpe mig” eller ”andre forstyrrer mig”, og grundtanker om verden kan fx lyde ”verden er tryg” eller ”verden er fuld af muligheder”, eller – i den mere dysfunktionelle ende, ”verden er fuld af farer”, og ”verden er forvirrende og uforudsigelig”.     

Grundtankerne er formet af det liv, vi har levet, og af de erfaringer vi har gjort os. De er produktet af, hvordan vi har oplevet det at være sammen med andre mennesker, og hvordan vi har oplevet at blive behandlet af andre. Grundtanker kan være reelle og negative, som fx barnet med ordblindhed, der tænker ”jeg har svært ved at lære nyt”. De kan ligeledes være reelle og positive, som fx ”jeg er værdsat”. Grundtanker kan også være helt ude af proportioner med virkeligheden, som fx hos borgeren på bostedet, der tænker ”alle i hele verden hader mig”.

Man kan godt have konkurrerende/modsigende grundtanker, som fx ”jeg er dygtig” og ”jeg er dum” – som aktiveres i forskellige sammenhænge og/eller relationer. I perioder med medgang og overskud aktiveres de positive i højere grad, mens de negative grundtanker ofte påvirker tænkningen ved nederlag, modgang eller underskud af energi.

Mestring:

Mestring er vores måde at håndtere udfordringer på, hvilket vil sige, at mestring er de strategier, vi bruger, når noget er svært/udfordrende for os. Mestring tages i anvendelse, når vi (bevidst eller ubevidst) ønsker, at noget var anderledes. Vores mestringsstrategier kan være mere eller mindre hensigtsmæssige for os – men, i situationen bruger vi mestringen, fordi den umiddelbart hjælper os ud af en svær situation. Den benyttes, fordi den af fokuspersonen opleves som virksom.

En mestring af kognitive udfordringer kan fx være, at man lader som om, man ikke er besværet. Mestringen er altså at lade som om, alt er ok – at undlade at gøre opmærksom på sig selv, og at undlade at bede om hjælp. Mestring af smerter kan fx være at dulme smerterne med alkohol, eller at sove og trække sig fra kontakt med andre. Eller, i den mere hensigtsmæssige ende, at holde sig fysisk aktiv på trods, og at opsøge hjælpemidler der kan gøre det muligt at holde fast i sin sport, på en modificeret måde.

Nogle gange kan fokuspersonen selv beskrive sine mestringsstrategier, mens vi i andre situationer hjælper på vej, ved at spørge fx ”hvad gør du, når noget er svært – beder du om hjælp, eller hvordan overkommer du det?” For de fleste vil det være en hjælp at tale ud fra konkrete hændelser.

I de situationer, hvor det er fagpersoner, der udfylder den kognitive sagsformulering, og hvor fokuspersonen ikke er inddraget aktivt i dette, skriver vi de strategier, som vi eller andre har set fokuspersonen bruge, idet vi her beskriver adfærd, og ikke intention. Fx skriver vi ”hun råber og kalder på hjælp, hun lægger sig på gulvet, frem for ”hun søger opmærksomhed”. Det er vigtigt, at man i boksen får beskrevet både de udfordrende og til tider negative mestringer, samt de positive og som oftest mere langtidsholdbare mestringer fokuspersonen benytter.

Positive påvirkninger:

Her skal anføres både indre og ydre forhold, der virker som beskyttende, positivt understøttende eller udviklingsfremmende. Vi skriver fx, at fokuspersonen har en stor vennekreds, som støtter vedkommende til at overkomme sine daglige gøremål, på trods af slidgigt. Eller at hun har en høj smertetærskel, som gør, at hun holder sig fysisk aktiv, på trods af sklerose. I denne boks besvarer vi spørgsmål som: Hvad kan andre godt lide ved hende? Hvad er hun god til? Hvilke ressourcer har hun – selv og i sit netværk? Hvad kan hun selvstændigt? Hvad kan hun med støtte, og hvilken støtte profiterer hun af? Hvilke succesoplevelser har betydning for hende og hvordan?

Motivation:

Med udvikling for øje er det centralt at have viden om, hvordan et menneske motiveres, og det beskrives i denne boks. Motivation er den indre eller ydre drivkraft som sætter os i stand til at flytte os mentalt eller fysisk ift. et mål. Her skriver vi fx, at beboeren motiveres af at få ros for sine anstrengelser. Eller at eleven motiveres af at være i gruppe med andre elever på samme faglige niveau som ham selv, da det giver ham en oplevelse af at være kompetent.

Motivationsfaktorer kan også være de drømme og mål, man har for sit liv. Gert på 25 år ønsker sig brændende en kæreste, hvilket motiverer ham til at træne i fitnesscentret. Dels fordi han gerne vil være mere muskuløs – og dels fordi han håber at møde en sød pige i centret.

Negative påvirkninger:

Denne boks skal indeholde både indre og ydre forhold, som vedligeholder udfordringerne i vedkommendes liv. I daglig tale siger vi, at denne boks skal beskrive, hvad der skaber ’modvind’ for vedkommendes trivsel og udvikling. Det kan fx være et synshandikap, som vedligeholder, at man oplever at være afhængig af andres hjælp. Eller det at bo langt væk fra sin skole, som vedligeholder, at man er træt pga. lang transporttid. De diagnoser, som vi skriver i fakta/livserfaringer-boksen, kan nogle gange også optræde hér, fx en angstlidelse, som hæmmer én i at udføre de aktiviteter, som man drømmer om at kunne selv.

Relevante spørgsmål man kan besvare i denne boks er fx: Hvad har hun svært ved? Hvem påvirkes hun negativt af? Hvilke mestringer har hun, som giver hende udfordringer? Hvad er demotiverende for hende? Hvad stresser eller belaster hende? Hvilke tanker bremser hende i det, hun ønsker?

Drømme/mål:

Her beskrives det fokuspersonen gerne vil opnå. Det kan fx være at komme af med sin angst, at flytte i egen lejlighed, at få større selvbestemmelse eller at få en kæreste. Boksen kan også benyttes til at beskrive de delmål eller konkrete indsatser, der pt. arbejdes med. Derved kan det tydeliggøres, om der er sammenhæng mellem faglige indsatser og fokuspersonens drømme og mål.

Skemaets primære formål: Afdækning af centrale faktorer og forhold omkring en person / en case.