KRAP

 

Psykolog Ida Kortbæk og Socialpædagog Jan Sørensen
SpecialistGruppen, 2025

Begge forfattere har 20 års erfaringer med KRAP

  1. udgave, 2. oplag.

Produktion: Fjerritslev Tryk

SpecialistGruppen

Læs første kapitel gratis

Er du nysgerrig på vores bog? Nu har du mulighed for at få en forsmag.

Vi har gjort TEMA 1 frit tilgængeligt, så du kan opleve vores tilgang, tone og indhold, inden du beslutter dig for at læse videre. TEMA 1 giver dig et godt indblik i bogens centrale temaer og den værdi, du kan forvente at få med dig.

Vi håber, det inspirerer dig – god læselyst!

Introduktion til KRAP

Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik

At arbejde med mennesker er en opgave, der rummer både et stort ansvar og potentiale for dyb meningsfuldhed. Mange af os finder det meningsfuldt at gøre en positiv forskel for andre og deres liv – vi finder stor mening i at arbejde anerkendende. Uanset om man arbejder inden for voksenhandicap, socialpsykiatri, skoleområdet eller det almene pædagogiske felt, er det væsentligt at møde mennesker med en tilgang, der anerkender dem, som de er og ser deres ressourcer og potentialer. Når vi som fagprofessionelle træder ind i et menneskes liv, hvad enten det er for en kort eller længere periode, har vi en forpligtelse til at handle med respekt, empati og en forståelse for, hvad der skaber udvikling og trivsel.

Til dette kan vi bruge KRAP: Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.    

Denne bog handler om og beskriver KRAP, som er en pædagogisk metode, der bygger på et kognitivt inspireret, anerkendende og ressourcefokuseret menneskesyn. KRAP er en tilgang til at arbejde med mennesker, hvor fokus er på at skabe de optimale betingelser for den enkeltes livsudfoldelse. KRAP tilfører fagligheden et fælles sprog og en metodisk værktøjskasse, som giver mulighed for at højne faglighed og arbejdsglæde.

Bogen er tematisk opdelt, og her i det første tema giver vi en kort og mere overordnet introduktion til KRAP. I de efterfølgende temaer vil vi uddybe tænkningen og tilgangen i KRAP – dette sam-menkoblet med de velkendte skemaer, som understøtter og supplerer menneskesynet i KRAP

KRAP er for mere end 20 år siden udviklet af psykologerne Peter Storgård, Lene Metner og Lene Broe, og er således tidligere beskrevet af Metner og Storgård (2008) i bogen ”KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik”.

KRAP har dog udviklet sig gennem årene, og du finder derfor i denne bog ”KRAP TEMAER” en opdateret og udvidet KRAP forståelse, som trækker på nyere forskning og evidens indenfor såvel pædagogik som psykologi. KRAP baserer sig nemlig i vores forståelse på evidensbaseret praksis – og er således det bedste af det, der virker.

Teoretisk og evidensbaseret grundlag for KRAP

KRAP bygger på en række teoretiske retninger og forskningsbaserede metoder, der har direkte anvendelse i pædagogisk praksis.

Den kognitive psykologi og de kognitive behandlingsformer udviklet af bl.a. Aaron T. Beck understreger, hvordan tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd gensidigt påvirker hinanden. Denne forståelse giver afsæt for at forstå egne og andres reaktioner – og viden om, hvor central tænkning er for trivsel og livsudfoldelse. I arbejdet med mennesker giver det mulighed for øget selvforståelse og validering af den enkeltes handlinger i praksis.

Anerkendelsesteorien, inspireret af Carl Rogers, viser, hvordan anerkendelse i relationer er identitetsopbyggende og grundlæggende for trivsel og udvikling. At anerkendelse understøtter selvværd. En skolelærer, der anvender en anerkendende tilgang, kan sikre, at en elev med faglige udfordringer føler sig set og forstået, hvilket skaber tryghed og øget motivation for læring.

Positiv psykologi, udviklet af bl.a. Martin Seligman, fokuserer på menneskers styrker og trivsel. Opmærksomheden rettes mod det, der lykkes og der, hvor mulighederne er. I praksis betyder dette, at en socialrådgiver, der arbejder med udsatte unge, kan hjælpe dem med at opdage og bygge videre på deres ressourcer i stedet for at fokusere udelukkende på deres vanskeligheder.

Den systemiske teori understreger, at mennesker fungerer i sammenhænge og relationer. At man aldrig kan forstå den enkelte isoleret set. Hver gang man anskuer eller forandrer noget i et system, så har det effekt og betydning andre steder i systemet. Dette kan bruges som forståelse uanset, hvem man arbejder med – og er fx relevant, der hvor en pædagog arbejder tæt sammen med både borgeren og dennes pårørende for at skabe en helhedsorienteret indsats.

Coping som begreb, blev introduceret af Lazarus og Folkman – som en måde at forstå, hvordan mennesker håndterer belastninger og udfordringer. I KRAP oversætter vi coping til: Mestring. I pædagogisk praksis kan denne forståelse bidrage til at støtte individet i at udvikle hensigtsmæssige og langtidsholdbare mestringsstrategier til at tackle modgang, hvilket øger robustheden og fremmer trivsel.

Selvbestemmelsesteorien, udviklet af Deci og Ryan, understreger betydningen af autonomi, kompetence og samhørighed som grundlæggende psykologiske behov for motivation og trivsel. Når disse behov imødekommes, fremmes den indre motivation, som er afgørende for læring og udvikling. I praksis betyder det, at en pædagog, der tilrettelægger aktiviteter med fokus på valgmuligheder, støtte og relationer, skaber bedre betingelser for, at børn og borgere oplever engagement og lyst til deltagelse.

Endelig spiller neuropsykologien en vigtig rolle i forståelsen af hjernens funktioner og deres betydning for pædagogisk praksis. En specialpædagog, der arbejder med børn med ADHD, kan bruge neuropsykologisk viden til at tilrettelægge undervisningen, så den understøtter barnets behov for struktur og forudsigelighed.

Og underliggende for de andre teorier er naturligvis udviklingspsykologien, som bidrager med forståelse for, hvordan mennesker udvikler sig gennem livet – kognitivt, følelsesmæssigt og socialt. Denne viden er afgørende i pædagogisk praksis, hvor det er vigtigt at møde mennesker med indsigt i, hvad der er alderssvarende og udviklingsmæssigt passende – og samtidig skabe rammer, der støtter den enkeltes trivsel og videre udvikling.

KRAP bygger således på det bedste af det, der virker, og har sin styrke i at trække på både teori og evidens. Derfor er KRAP også nødvendigvis en dynamisk størrelse – KRAP udvikler sig i takt med forskning og pædagogisk praksis – lige som også nye KRAP skemaer ser dagens lys med tiden.

Menneskesyn og pædagogisk praksis

En ægte KRAP praktiker har KRAP som sit menneskesyn. Det er ikke tilstrækkeligt at være god til at bruge KRAP skemaerne. KRAP handler grundlæggende om, hvordan du tænker. Hvordan du tænker om andre mennesker og deres adfærd. Om du interesserer dig for andres perspektiv og deres forudsætninger. Og om du kan se ressourcer og muligheder i det, der er – også når det er svært.
Det handler om, hvorvidt du reflekterer over dig selv og dine handlinger. KRAP menneskesynet er bærende for, hvordan man agerer i praksis. KRAP er ikke bare noget, man gør. KRAP er integreret i din tænkning.

Anerkendelse

Anerkendelse er den bærende værdi i KRAP. Det betyder, at vi møder mennesker med en respektfuld og forstående tilgang, der ser på deres ressourcer frem for deres begrænsninger. Anerkendelse er ikke det samme som ros eller eftergivenhed, men derimod en grundlæggende holdning til det enkelte menneske, hvor vi ser og forstår dets oplevelser og perspektiver. Når vi arbejder anerkendende, handler det ikke om at bekræfte alt, hvad en person siger eller gør, men om at møde personen med forståelse, nysgerrighed og respekt for dennes oplevelse af verden.

En vigtig del af anerkendelse er derfor perspektivforståelse – evnen til at sætte sig i et andet menneskes sted og forstå, hvordan vedkommende oplever en situation. I en socialpsykiatrisk kontekst kan en medarbejder fx arbejde med at forstå en borgers oplevelse af at være presset i sociale situationer og derved tilrettelægge en støtte, der respekterer borgerens grænser, samtidig med at udviklingsmuligheder afprøves.

Anerkendelse i praksis kan tage mange former afhængigt af den kontekst, vi arbejder i.

I en børnehave kan en anerkendende tilgang komme til udtryk ved at tage barnets perspektiv alvorligt og møde dets følelser med forståelse. Fx, hvis et barn bliver vredt, fordi en anden har taget den legetøjsbil, som det legede med, kan en pædagog møde situationen på forskellige måder. En ikke-anerkendende tilgang kunne være at sige: “Du skal ikke være sur, I skal deles om legetøjet.” En anerkendende tilgang ville i stedet være: “Jeg kan godt forstå, at du bliver vred, når nogen tager den bil, du legede med. Det er ikke rart at føle, at noget bliver taget fra én. Skal vi sammen finde en løsning, så I begge kan lege videre?”

Her bliver barnets følelser ikke afvist, men anerkendt, samtidig med at pædagogen guider barnet til at finde en konstruktiv løsning. På denne måde lærer barnet, at dets følelser er gyldige, og at der er voksne, som tager dets oplevelser alvorligt, samtidig med at det får støtte til at udvikle sociale strategier.

I arbejdet med ældre med demens er anerkendelse lige så vigtig, og også her vil det handle mere om at møde personen i dennes virkelighed frem for at korrigere vedkommende. En kvinde med demens kan fx tro, at hun stadig bor i sit barndomshjem og spørge til, hvornår hendes forældre kommer hjem. En ikke-anerkendende tilgang kunne være at rette personen med en kommentar som: “Nej, det passer ikke, dine forældre har været døde i mange år.”

En anerkendende tilgang ville i stedet være at gå ind i kvindens oplevelse og møde hende med forståelse. Man kunne fx sige: “Det lyder som om, du savner dine forældre. Vil du fortælle mig lidt om dem?” På den måde bliver den ældre kvinde ikke mødt med afvisning, men derimod med en åben og anerkendende dialog, der respekterer vedkommendes oplevelse af virkeligheden. Dette kan skabe tryghed og reducere frustration hos personen.


Uanset om vi arbejder med børn, unge, voksne eller ældre, er anerkendelse afgørende for at skabe tillid, trivsel og udvikling. Når mennesker føler sig set, hørt og mødt, styrker det deres selvfølelse og motivation. Anerkendelse skaber grobund for positive relationer og udvikling, fordi den giver mennesker en oplevelse af værdi og mening. Ved at tage udgangspunkt i den enkeltes perspektiv og ressourcer kan vi skabe en mere respektfuld, tryg og udviklende pædagogisk praksis.

Kognition og tænkning

KRAP bygger på en kognitiv tilgang, hvilket indebærer, at vi arbejder med tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger som gensidigt påvirkende faktorer. For at arbejde anerkendende og målrettet med mennesker er det afgørende, at vi forstår deres tænkning og perspektiv. Mennesker opfatter verden forskelligt, baseret på deres erfaringer, kognitive forudsætninger og følelsesmæssige tilstand. Hvis vi ikke tager højde for den enkeltes måde at tænke og forstå verden på, risikerer vi at misforstå vedkommendes handlinger og reaktioner.

Fx kan en elev med autisme opleve uforudsigelige skemaændringer som dybt frustrerende og derfor reagere med tilbagetrækning eller vrede. Hvis vi blot ser adfærden som trods eller manglende samarbejdsvilje, overser vi det kognitive perspektiv bag. Ved at forstå elevens behov for forudsigelighed og struktur kan vi i stedet tilrettelægge pædagogiske rammer, der skaber tryghed og understøtter elevens læring.

Lige så vigtigt er det at kende den enkeltes kognitive forudsætninger – både ressourcer og udfordringer. Hvis vi skal arbejde anerkendende, må vi have indsigt i, hvad der kan være vanskeligt for personen, og hvilke styrker vi kan bygge videre på.

En borger med en erhvervet hjerneskade kan fx have svært ved at huske instruktioner og derfor opleve nederlag i hverdagen. En pædagog, der forstår denne kognitive udfordring, vil tilrettelægge støtten anderledes – måske ved at bruge visuelle cues eller gentage information i små bidder. Samtidig kan pædagogen hjælpe borgeren med at udnytte sine stærke sider, såsom gode praktiske færdigheder eller en stærk arbejdsmoral, hvilket skaber motivation og en oplevelse af mestring.

Men det er ikke kun borgerens eller elevens tænkning, der har betydning. Også fagpersonens kognitive tilgang spiller en central rolle. Vi skaber vores egen forståelse af virkeligheden gennem de perspektiver og antagelser, vi har med os. Hvis vi som fagpersoner møder en borger med en forudindtaget tanke om, at vedkommende “ikke vil samarbejde”, vil vores tilgang sandsynligvis blive mere kontrollerende eller bebrejdende. Hvis vi derimod er bevidste om, at vores egen tænkning former vores forståelse af situationen, kan vi træde et skridt tilbage og undersøge alternative forklaringer. Måske skyldes borgerens adfærd utryghed, manglende forståelse eller en oplevelse af ikke at blive lyttet til.

Et konkret eksempel kunne være en pædagog på et bosted, der arbejder med en ung, som gentagne gange nægter at deltage i fælles aktiviteter. Hvis pædagogen tolker det som modstand og lader sig frustrere, kan relationen blive præget af konflikt. Hvis pædagogen derimod reflekterer over sin egen tænkning og forsøger at forstå den unges perspektiv, kan det vise sig, at vedkommende er bange for at fejle eller ikke føler sig socialt tryg. En ændret tilgang, hvor den unge får mere medbestemmelse og små succesoplevelser, kan være afgørende for at skabe motivation og tryghed.

I KRAP er det derfor væsentligt at arbejde både med borgerens kognition og vores egen. Vi konstruerer virkeligheder med vores tænkning, og måden, vi forstår og møder mennesker på, har direkte betydning for deres udvikling og trivsel. Ved at være bevidste om både vores egne og andres kognitive processer kan vi skabe en pædagogisk praksis, der er mere anerkendende, målrettet og udviklingsfremmende.

Ressourcefokus

Den ressourcefokuserede tilgang i KRAP indebærer, at vi altid søger efter styrker og muligheder, frem for at fokusere på mangler og begrænsninger. Dette skaber en mere konstruktiv og udvik-lingsorienteret indsats, hvor mennesker får mulighed for at opdage og udnytte deres potentialer.

At arbejde ressourcefokuseret betyder ikke, at vi overser udfordringer eller problemstillinger, men at vi møder dem med en tilgang, der styrker den enkeltes handlekraft og tro på egne evner. Når mennesker oplever at blive set for det, de kan, snarere end det, de ikke kan, øges deres motivation, selvtillid og selvværd.  Mennesker trives bedst i miljøer, hvor de bliver mødt med tillid og troen på deres evne til at udvikle sig.

I arbejdet med borgere i socialpsykiatrien kan et ressourcefokus fx betyde, at vi ikke blot ser på diagnoser eller begrænsninger, men i stedet undersøger borgerens interesser, tidligere succesoplevelser og små skridt mod selvstændighed. Dette giver borgeren en oplevelse af at have noget værdifuldt at bidrage med, hvilket kan være en stærk drivkraft i en udviklingsproces. Når vi anerkender en persons ressourcer, udfordringer, perspektiv og erfaringer, har vi mulighed for at skabe en relation, der understøtter motivation og udvikling.

Fx, hvis vi arbejder med en borger i socialpsykiatrien, der har mistet troen på egne evner, er det nødvendigt at anerkende borgerens oplevelse af verden for at kunne skabe forandring. Hvis borgeren føler sig forstået og mødt i sin situation, kan det styrke motivationen til at tage små skridt mod en mere positiv selvopfattelse og mestring af eget liv.

Mestring

Mestring er et centralt begreb i KRAP, som vi vil udfolde og nuancere senere i bogen. Kort fortalt handler mestring i KRAP om de strategier, vi mennesker bruger, når vi står i situationer, der skaber ubehag, frustration eller andre negative følelser. Det kan være situationer, hvor vi tænker: “Jeg ville ønske, det var anderledes.” Mestring handler om at finde løsninger, skabe afstand til noget ubehageligt eller forsøge at få det bedre.


Det er vigtigt at forstå, at mestring altid giver mening for den person, der anvender den – men den giver ikke nødvendigvis mening for omgivelserne. Derfor er det afgørende, at vi i det pædagogiske arbejde forsøger at forstå intentionen bag den enkeltes mestring. Først når vi ved, hvorfor en person handler, som hun gør, kan vi støtte hende i at finde nye og mere hensigtsmæssige måder at håndtere udfordringer på. Vi kan kun vise vejen, hvis vi forstår og kender til målet.


I børnehaven møder vi Silje på 5 år, som næsten hver dag slår de andre piger på legepladsen. Den umiddelbare reaktion fra de voksne vil ofte være at stoppe hende og forklare, at det er forkert at slå. Men når det gentager sig dagen efter – og dagen efter igen – bliver det tydeligt, at denne tilgang ikke ændrer noget. Silje får den samme besked, men hun fortsætter med at slå. I stedet for kun at fokusere på adfærden må vi være nysgerrige på, hvorfor Silje slår. Hvad forsøger hun at opnå? Er det en måde at få opmærksomhed? En strategi for at sikre sig en plads i legen? En måde at håndtere frustration eller usikkerhed på?

For at forstå hendes mestring kan vi stille os selv en række spørgsmål:

  • – Hvornår i legen slår hun?
  • – Er det nogle bestemte børn, hun slår, eller er det alle?
  • – Er der situationer, hvor hun ikke slår?
  • – Hvordan adskiller udelegen sig fra indendørslege, hvor hun fungerer fint i gruppen?


Disse spørgsmål hjælper os med at afdække, hvad Silje har brug for at lære. Det giver os også indsigt i, om der er strukturelle eller sociale forhold, der påvirker hendes adfærd. Måske mangler hun sociale strategier til at blive en del af legen på en god måde, eller måske har hun svært ved at aflæse andres signaler og reagerer impulsivt.

Samtidig er det vigtigt, at vi både sikrer, at Silje ikke slår, og at vi arbejder med at give hende nye muligheder for mestring. En ressourcefokuseret og anerkendende tilgang betyder, at vi tager højde for både Siljes behov og de andre børns trivsel. Ved at forstå hendes perspektiv kan vi finde løsninger, der ikke blot stopper adfærden midlertidigt, men som skaber en varig positiv udvikling for alle involverede. Vi kan støtte Silje i at være social og danne relationer, hvilket vil have en betydning for Silje både i nuet og på lang sigt i hendes liv.

Relationer

Mennesker er grundlæggende sociale væsener, og relationer spiller en afgørende rolle for vores trivsel og udvikling gennem hele livet. Trygge og positive relationer skaber fundamentet for læring, motivation og følelsesmæssig balance. Når vi oplever os set, hørt og forstået, styrker det vores selvværd og evne til at navigere i verden.


I det pædagogiske arbejde er relationen mellem fagpersonen og den enkelte borger, den unge eller barnet helt central. Forskning og praksiserfaring viser, at udvikling bedst sker i en atmosfære af tryghed og tillid. For at skabe de bedste forudsætninger for udvikling må pædagogen aktivt arbejde på at opbygge og vedligeholde stærke relationer, der er præget af nærvær, respekt og anerkendelse.

I professionelle relationer ligger ansvaret for relationens kvalitet primært hos fagpersonen. En borger eller et barn kan ikke pålægges at tage ansvar for relationen til en professionel – det er pædagogen, der har den pædagogiske og relationelle opgave. Det betyder, at pædagogen skal være opmærksom på borgerens behov, kommunikationsformer og følelsesmæssige reaktioner og forsøge at tilpasse sin tilgang derefter. En relation bygges ikke alene på ord, men på handlinger, konsistens og en oprigtig interesse i den anden.


For at illustrere relationens betydning kan vi tage eksemplet med en udviklingshæmmet borger på et bosted, som er utryg ved at tage med på ture uden for huset. Hver gang personalet foreslår en udflugt, reagerer borgeren med uro, afvisning eller måske endda vrede. Hvis pædagogen kun fokuserer på adfærden – at borgeren siger nej og bliver frustreret – kan det føre til, at borgeren enten tvinges afsted eller helt får lov at blive hjemme uden yderligere dialog. Begge tilgange risikerer at cementere utrygheden i stedet for at skabe udvikling.


En relationsorienteret pædagogisk tilgang vil derimod tage udgangspunkt i at forstå borgerens oplevelse og være undersøgende på, hvilken betydning relationer har for dette. Man vil spørge: Hvem er hun tryg sammen med, og hvordan kan denne relationelle tryghed bruges konstruktivt og understøttende?

 
Pædagogen kan også selv arbejde på at opbygge en tryg relation ved at være en stabil og tillidsvækkende støtte i hverdagen. Gennem tålmodig dialog og små, trygge skridt kan pædagogen afdække, hvad der ligger bag borgerens utryghed. Er det frygten for at miste kontrollen? Dårlige erfaringer fra tidligere ture? Eller måske en generel usikkerhed overfor nye omgivelser?


Ved at møde borgeren med anerkendelse og skabe forudsigelighed kan pædagogen gradvist støtte borgeren i at udfordre sin utryghed. Det kan ske ved at starte med korte ture til velkendte steder, hvor borgeren oplever succes, eller ved at borgeren får indflydelse på, hvor turen går hen. Hvis relationen mellem pædagogen og borgeren er stærk, vil borgeren i højere grad føle sig tryg nok til at tage små skridt uden for sin komfortzone.


Dette eksempel viser, hvordan relationer ikke blot er fundamentet for trivsel, men også en nødvendig forudsætning for udvikling. Når vi som fagpersoner investerer i relationen og tager det relationelle ansvar alvorligt, skaber vi et rum, hvor mennesker tør udforske, lære og udvikle sig i deres eget tempo.

Motivation

Mennesker motiveres i høj grad af relationer, fordi vi er sociale væsener, der søger anerkendelse og tilhørsforhold. Når vi føler os set, hørt og forstået, styrker det vores selvværd og lyst til at engagere os. Det giver os samtidig større tro på, at vi kan mestre de udfordringer, vi møder.

Forskning inden for motivationspsykologi viser, at en af de vigtigste drivkræfter for motivation er oplevelsen af selvbestemmelse. Når vi får indflydelse på vores egen udvikling og ikke blot bliver pålagt løsninger udefra, bliver vi mere engagerede og vedholdende. Derfor er det afgørende i pædagogisk praksis at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes ønsker og drømme.

I KRAP arbejder vi ud fra en forståelse af, at motivationen findes i os selv. Vi drives af det, vi drømmer om – uanset om det er noget konkret, vi ønsker at opnå, noget vi gerne vil mestre, eller noget vi gerne vil undgå. Nogle gange har vi klare mål, som vi aktivt arbejder hen imod. Andre gange er vores drømme mere diffuse, men de fungerer stadig som stærke, iboende kræfter, der påvirker vores valg og handlinger.

Derfor er det vigtigt, at vi opbygger pædagogisk praksis omkring det, borgeren eller barnet selv drømmer om. Vi skal forsøge at definere delmål og indsatser, der understøtter det, der betyder mest for den enkelte. Hvis personen selv kan sætte ord på sine mål, er det optimalt. Hvis ikke, er det vores opgave at være nysgerrige og undersøgende i forhold til, hvad der giver mening og motivation for den enkelte.

For en 16-årig, der er anbragt på et opholdssted, kan motivation opstå gennem drømme om en mere selvstændig fremtid. Måske drømmer den unge om at få et kørekort, starte på en bestemt uddannelse eller blive god til en hobby, der giver succesoplevelser. Hvis den unge fx har en interesse for madlavning, kan en fagperson støtte vedkommende i at deltage i madlavning på opholdsstedet, tage praktik i et køkken eller måske en dag søge ind på en kokkeuddannelse. Når den unges drømme bliver en del af indsatsen, oplever vedkommende større ejerskab og motivation til at tage ansvar for sin egen udvikling.

For en borger i et ressourceforløb på et jobcenter er drømme og mål også afgørende for motivationen. Vedkommende kan fx drømme om at få et job, hvor han føler sig værdsat og oplever at kunne bidrage. Måske ønsker borgeren at komme tilbage til et tidligere fag men mangler pt. troen på egne evner. Her kan en jobkonsulent arbejde anerkendende med borgerens styrker og ressourcer og støtte vedkommende i at tage små skridt mod arbejdsmarkedet – fx gennem praktik, kompetenceudvikling eller en gradvis optrapning af arbejdsopgaver. Når indsatsen kobles til borgerens egne ønsker, øges chancerne for, at motivationen fastholdes.

Uanset om det handler om et barn, en ung eller en voksen, er drømme og mål en kraftfuld kilde til motivation. Ved at tage udgangspunkt i det, som den enkelte finder meningsfuldt, kan vi skabe pædagogiske indsatser, der understøtter udvikling, trivsel og engagement.

Systematik i praksis

KRAP er ikke blot et menneskesyn. Med KRAP skemaerne tilbydes en klar ramme for at forstå, analysere og udvikle indsatser omkring barnet, den unge, borgeren eller hele gruppen. Den systematiske tilgang sikrer, at arbejdet ikke beror på tilfældigheder, men på faglige overvejelser og en struktureret indsats.

I pædagogisk arbejde er det afgørende at have en fælles faglig referenceramme, som skaber struktur, retning og sammenhæng i den daglige praksis. Gode intentioner er ikke tilstrækkelige – der er behov for konkrete metoder og redskaber, som sikrer målrettethed i både tilgang og i dokumentation. Systematik gør det muligt at skabe overblik, ensartethed og fælles forståelse – både i det direkte arbejde med borgeren og i samarbejdet mellem fagpersoner.

KRAP bidrager med netop dette: Et fælles sprog og en metodisk værktøjskasse, der styrker samarbejdet på tværs af faggrupper og organisationer. Når vi arbejder systematisk med at afdække ressourcer, udfordringer og behov, bliver vores pædagogiske indsatser mere præcise og virkningsfulde. Med anerkendelse som kerneprincip og fokus på muligheder frem for begrænsninger, understøtter KRAP en målrettet indsats, der fremmer udvikling og trivsel.

Søjlemodellen i KRAP

Systematikken i KRAP er bygget op omkring Søjlemodellen, som sikrer, at vi bevæger os gennem tre vigtige faser i arbejdet med mennesker: Afdækning, analyse og udvikling.

Søjlemodel

Der kan i hver af de tre søjler bruges forskellige KRAP skemaer, hvilket vi senere vil uddybe.

Overordnet kan søjlerne beskrives således:

  1. Afdækning – Her er vi nysgerrige og registrerer uden at drage konklusioner. Vi indsamler data om borgeren eller barnet. Det kan fx være adfærd, behov og mestringsstrategier, som er i fokus. Et eksempel kan være en pædagog i en specialskole, der benytter et registreringsskema til at notere, hvornår en elev giver udtryk for at opleve stress, og hvordan han reagerer på forskellige situationer. En fagperson i voksenhandicapområdet kan på samme måde bruge skemaerne til at identificere, hvilke omgivelser og aktiviteter der understøtter en borgers trivsel og selvstændighed.

  2. Analyse – Vi analyserer det observerede og opstiller hypoteser om personens behov og forudsætninger. Det kan fx være en medarbejder i socialpsykiatrien, der analyserer en borgers motivation og mestringsstrategier for at kunne tilrettelægge en meningsfuld indsats. I skoleregi kan lærere bruge denne fase til at forstå, hvorfor en elev undgår bestemte opgaver, og om der er tale om en faglig udfordring, lav motivation eller andre underliggende faktorer.

  3. Udvikling – Fokus er her på at skabe forandring, enten for personen selv eller for det faglige team omkring vedkommende. Det kan fx være en ergoterapeut, der i et rehabiliteringsforløb opstiller en målrettet indsatsplan for en borger med hjerneskade, eller en lærer, der arbejder systematisk med at fremme en elevs læringsstrategier og selvstændighed. En pædagog i en daginstitution kan i denne fase igangsætte konkrete indsatser for at støtte et barns sociale udvikling, fx ved at skabe strukturerede legesituationer, der understøtter barnets mestring af samspil med jævnaldrende.

At arbejde helhedsorienteret

Som Søjlemodellen illustrerer, så er det i arbejdet med mennesker væsentligt at tænke helhedsorienteret. Et menneskes liv består ikke kun af en enkelt problemstilling eller udfordring, men er en kompleks sammensætning af erfaringer, relationer, fysiske og psykiske faktorer samt sociale og kulturelle kontekster. Når vi arbejder med KRAP, betyder det, at vi ikke kun fokuserer på individet, men også inddrager de omkringliggende faktorer, der kan påvirke personens trivsel og udvikling. Fx kan en børnehavepædagog, der arbejder med et barn med sociale udfordringer, ikke kun fokusere på barnets adfærd i institutionen. Det er nødvendigt at inddrage forældrene, eventuelt søskende og andre voksne i barnets liv for at forstå den samlede kontekst.

At inddrage pårørende og nærmiljø er en vigtig del af det systemiske arbejde i KRAP. Mennesker eksisterer ikke i isolation, men i kontekster og i relation til andre, og derfor er det nødvendigt at forstå og inkludere de mennesker, der er en del af individets liv. I socialpsykiatrien kan pårørende ofte spille en afgørende rolle i borgerens rehabilitering, ligesom forældre og familier er vigtige partnere i børns læring og udvikling. Ved at arbejde anerkendende med de relationer, der omgiver borgeren, kan vi skabe en mere helhedsorienteret og bæredygtig indsats.

Når vi arbejder helhedsorienteret, betyder det også, at vi tænker over, hvordan forskellige systemer og instanser samarbejder omkring individet. I mange tilfælde er en persons trivsel afhængig af en koordineret indsats mellem fx skole, socialforvaltning, sundhedssystem og frivillige organisationer. Tilgangen og skemaerne i KRAP er med til at sikre, at vi som fagprofessionelle ser mennesket i et bredere perspektiv, hvor der tages hensyn til både miljø og relationer.

KRAP – evidensbaseret praksis

Vi forstår og arbejder med KRAP som evidensbaseret praksis. Evidensbaseret praksis handler om at træffe faglige beslutninger på baggrund af den bedst tilgængelige viden. Det betyder, at vi som fagprofessionelle ikke alene baserer vores arbejde på intuition eller erfaring, men også inddrager forskningsbaseret viden og systematisk refleksion.
Ifølge en klassisk definition bygger evidensbaseret praksis på tre elementer:


1. Forskning og videnskabelig viden – den tilgængelige dokumenterede viden om, hvad der virker i praksis.


2. Fagpersonens erfaring og kompetencer – den professionelle viden og de metodiske færdigheder, som fagpersonen har udviklet gennem praksis.

3. Den enkelte borgers behov, værdier og præferencer – en tilpasset indsats, der tager udgangspunkt i den konkrete persons ønsker, udfordringer og ressourcer.

KRAP kan med fordel forstås som en evidensbaseret praksis, fordi metoden kombinerer en forskningsinformeret tilgang med pædagogisk refleksion og systematisk metodeanvendelse. KRAP er inspireret af kognitive, ressourcefokuserede og systemiske teorier, der har solid forskningsmæssig forankring, og metoden arbejder med strukturerede redskaber til afdækning, analyse og udvikling af pædagogisk praksis.


I praksis betyder en evidensbaseret praksistilgang, at fagpersoner løbende reflekterer over og justerer deres metoder i takt med, at de indsamler viden om, hvad der virker. KRAP understøtter denne proces ved at give pædagoger og andre fagprofessionelle konkrete redskaber til at observere, analysere og evaluere deres indsats.


Fx kan en pædagog på et bosted, der arbejder med en borger med sociale udfordringer, bruge KRAP’s afdæknings- og analyseværktøjer til at identificere mønstre i borgerens adfærd og reaktioner. Gennem faglig sparring med kolleger kan pædagogen sammenligne sine observationer med kendt viden om borgeren og om kognitive og relations funderede tilgange – og justere sin praksis derefter. Dette sikrer, at indsatsen er systematisk, reflekteret og forankret i både forskning og praksiserfaring.


Evidensbaseret praksis handler således ikke om at følge en fast manual men om at bruge sin viden aktivt i faglige refleksioner og sparringsprocesser. Ved at integrere KRAP på denne måde får fagpersoner et fælles sprog og en analytisk tilgang, der gør det muligt at træffe velovervejede beslutninger – ikke kun ud fra intuition, men på baggrund af veldokumenterede principper og systematisk refleksion.

Anvendelse af KRAP i forskellige former for praksis

KRAP er som nævnt både et menneskesyn og en metodisk værktøjskasse, der kan anvendes i arbejdet med mennesker. Dette både individuelt og gruppebaseret.

I praksis ses KRAP anvendt inden for mange forskellige områder:

  • Handicapområdet: En pædagog kan bruge KRAP skemaer til at afdække en borgers mestringsstrategier og opstille en indsatsplan, der understøtter vedkommendes selvhjulpenhed. Fx kan en pædagog arbejde med en borger, der har autisme, ved at anvende KRAP til at analysere personens stressmønstre og udvikle strategier for at skabe struktur og forudsigelighed i hverdagen.
  • Skoleområdet: En lærer kan arbejde med anerkendende relationer og kognitive strategier for at styrke elevernes motivation og læring. Fx kan KRAP anvendes i klasseledelse, hvor en lærer systematisk observerer, hvilke undervisningsmetoder der bedst understøtter elevernes koncentration og engagement.
  • Socialpsykiatrien: En medarbejder kan bruge KRAP i arbejdet med en borger med angst, hvor den systematiske tilgang hjælper med at reducere angstudløsende faktorer. Ved at kortlægge borgerens egne strategier for mestring kan medarbejderen styrke de allerede eksisterende ressourcer og opbygge nye handlemuligheder.
  • Almenområdet: En socialrådgiver kan anvende KRAP til at reflektere over og tilrettelægge målrettede indsatser for fx de udsatte familier. Ved at bruge KRAP skemaer kan socialrådgiveren få en bedre forståelse af familiens ressourcer og behov og arbejde systematisk med at skabe en plan for forbedret trivsel.
  • Vuggestue og børnehave: Pædagoger i dagtilbud kan bruge KRAP til at afdække, forstå og understøtte børns udvikling. Fx kan en vuggestuepædagog bruge KRAP til at analysere, hvordan et barn reagerer i overgangen fra hjem til institution og dermed tilrettelægge en mere tryg og genkendelig overgangsstruktur. I børnehaven kan KRAP bl.a. anvendes til at styrke børns sociale færdigheder gennem systematiske observationer af legegrupper og planlæggelse af interventioner, der understøtter inkluderende leg.
  •  

 

  • Skolefritidsordning (SFO): KRAP kan anvendes i fritidspædagogikken til at identificere, hvilke aktiviteter der bedst understøtter børns trivsel og deltagelse. En pædagog kan fx bruge KRAP til at analysere, hvordan børnene navigerer i konflikter og arbejde målrettet med at udvikle færdigheder i konflikthåndtering og samarbejde.
  • Jobcenter: KRAP kan bl.a. bruges til at styrke borgeres motivation og mestringsevner i jobsøgningsprocessen. En jobkonsulent kan fx arbejde med en langtidsledig borger ved at anvende KRAP til at identificere styrker, mestringsstrategier og barrierer, hvilket kan danne grundlag for en individuel og motiverende indsatsplan.
  • Hospitaler og sundhedsområdet: KRAP kan anvendes af sundhedspersonale til at styrke patienters egenomsorg og mestringsstrategier. Fx kan en sygeplejerske bruge KRAP til at arbejde med en patient, der har en kronisk sygdom, ved at kortlægge patientens oplevelse af sygdommen og styrke ressourcer til selvhåndtering.
  • Plejecentre: I ældreplejen kan KRAP anvendes til at sikre en anerkendende tilgang i mødet med beboerne. En medarbejder på et plejecenter kan bruge KRAP til at identificere, hvad der skaber livskvalitet for den enkelte borger og tilrettelægge en indsats, der understøtter den enkeltes ressourcer og behov. Fx kan KRAP bruges til at kortlægge, hvilke aktiviteter en borger har haft glæde af tidligere i livet, og hvordan disse kan indtænkes i den daglige pleje.
  •  

Den brede anvendelighed i KRAP understreger, at metoden ikke er begrænset til bestemte faggrupper eller sektorer, men kan bruges i alle professionelle sammenhænge, hvor mennesker arbejder med mennesker. Ved at have en systematisk tilgang, der bygger på anerkendelse, kognitive strategier og ressourcefokus, skaber KRAP et solidt grundlag for udvikling og trivsel på tværs af aldersgrupper og kontekst.

Implementering af KRAP – et spørgsmål om prioritering

For at KRAP kan skabe reel værdi i praksis, kræver det mere end blot kendskab til metoden og dens værktøjer. En vellykket implementering af KRAP i en organisation forudsætter et strategisk, systematisk og helhedsorienteret fokus, hvor både ledelse, medarbejdere og den organisatoriske kultur arbejder sammen om at bringe KRAP til live – og holde KRAP i live.

Ledelsens rolle og organisatorisk opbakning: En væsentlig faktor i succesfuld implementering er ledelsens aktive engagement. Det er nødvendigt, at ledelsen ikke blot bakker op om KRAP på et overordnet plan, men også konkret understøtter arbejdet ved at skabe rammer og ressourcer til både kompetenceudvikling og faglig refleksion. Når ledelsen går forrest og tydeligt viser, at KRAP er den ønskede tilgang i organisationen, øges medarbejdernes motivation og ejerskab.

Fælles faglig forståelse og kompetenceudvikling: Implementeringen af KRAP kræver, at hele medarbejdergruppen opnår en fælles forståelse af KRAP’s menneskesyn, metode og skemaer. Dette opnås ikke gennem en enkelt KRAP temadag, men gennem løbende kompetenceudvikling, fælles refleksion og praksisnær sparring. Når alle i organisationen deler det samme faglige sprog og den samme tilgang, skabes der sammenhæng og kvalitet i indsatsen.

Tid til refleksion og praksisudvikling: KRAP handler ikke om at følge en fast manual, men om at tænke og handle reflekteret. Derfor er det vigtigt, at medarbejdere får tid og rum til at drøfte praksis, reflektere over konkrete situationer og bruge KRAP-værktøjerne systematisk. Dette kan fx ske gennem fastlagt supervision eller faglig sparring på teammøder, hvor KRAP’s principper og skemaer bliver anvendt som ramme.

Forankring i daglig praksis: Implementeringen af KRAP lykkes bedst, når metoden bliver en naturlig del af den pædagogiske hverdag. Det kræver, at KRAP ikke blot bruges som et ekstra redskab, men integreres i alle aspekter af arbejdet – fra daglig dialog med borgerne til skriftlig dokumentation, handleplansarbejde og samarbejde med pårørende. KRAP skal ikke være noget, man “tager frem” ved særlige lejligheder, men en måde at tænke og arbejde på – hver dag.

Opfølgning, justering og vedholdenhed: En implementeringsproces er dynamisk. Den kræver løbende evaluering og justering, hvor både medarbejdere og ledelse undersøger: Hvordan virker KRAP i vores praksis? Hvilke erfaringer har vi gjort os? Hvad skal vi justere for at sikre fortsat udvikling? Ved at følge op systematisk og tage højde for organisationens konkrete behov og udfordringer, sikres det, at KRAP ikke blot bliver en kortvarig indsats, men en bæredygtig del af organisationens pædagogiske fundament.

Kultur, holdning og mindset: Endelig er det vigtigt at huske, at KRAP ikke kun handler om metoder og skemaer, men om menneskesyn og holdning. En succesfuld implementering kræver, at KRAP’s anerkendende og ressourcefokuserede tilgang afspejles i hele organisationens kultur. Det betyder, at medarbejdere møder både borgere, pårørende og hinanden med respekt, nysgerrighed og troen på, at udvikling altid er mulig.

Når KRAP implementeres med fokus på ledelsesmæssig opbakning, fælles faglighed, systematik og en refleksiv praksiskultur, skabes et solidt fundament for, at KRAP ikke blot bliver en skema-værktøjskasse. Målet kan være, at KRAP bliver den bærende tilgang, der skaber trivsel, udvikling og arbejdsglæde i organisationen.

Afrunding

KRAP er mere end blot en værktøjskasse – det er et menneskesyn og en faglig tilgang, der forener teori, systematik og anerkendende praksis. Gennem dette introducerende tema har vi set, hvordan KRAP bygger på en solid teoretisk og evidensbaseret fundering, og hvordan KRAP kan anvendes på tværs af pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige områder.


Centralt i KRAP er forståelsen af, at mennesker trives og udvikler sig bedst i trygge relationer, hvor de bliver mødt med anerkendelse og respekt. Ved at tage afsæt i den enkeltes ressourcer og kognitive forudsætninger skaber vi et fundament for trivsel, læring og udvikling. Samtidig understøtter KRAP en faglig systematik, der sikrer, at vi som professionelle ikke blot handler intuitivt, men reflekterer over vores praksis og træffer velbegrundede beslutninger.


Som pædagogisk metode giver KRAP os konkrete værktøjer til at afdække, analysere og udvikle indsatsen omkring den enkelte eller gruppen. Vi arbejder struktureret med perspektiver, motivation, mestring, kognition og relationer, og vi forpligter os til at tage det relationelle ansvar i mødet med dem, vi arbejder med.


KRAP er dynamisk og udvikler sig i takt med forskningen og den pædagogiske praksis. Det er en tilgang, der ikke kun understøtter den enkeltes udvikling og trivsel – den skaber også et fælles fagligt sprog, der styrker samarbejdet mellem fagpersoner.


I de kommende temaer vil vi dykke dybere ned i KRAP og de dertilhørende metodiske greb. Vi vil se nærmere på, hvordan KRAP skemaerne kan bruges til at skabe en systematisk og målrettet indsats, og hvordan vi gennem refleksion og faglig sparring kan sikre, at vores praksis altid er funderet i et anerkendende og ressourcefokuseret perspektiv.


KRAP er det bedste af det, der virker – og i praksis betyder det, at vi møder mennesker med respekt, nysgerrighed og en grundlæggende tro på, at trivsel og udvikling er muligt for alle.

Tak for du læste med, det er vi ret glade for. Læs mere eller køb bogen her

Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål om KRAP

Måske er du nysgerrig på, hvad KRAP står for, hvordan det bruges i praksis, eller hvem der kan have glæde af metoden. Vi har samlet de typiske spørgsmål og svar, så du hurtigt kan få overblik.

KRAP er en forkortelse for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. Det er en psykologisk og pædagogisk metode, hvor man kombinerer kognitive redskaber med opmærksomhed på ressourcer og en anerkendende tilgang til mennesker.

KRAP bruges af mange faggrupper som lærere, pædagoger, sosu’er, ledere og psykologer – men principperne kan også være en stor hjælp for forældre i hverdagen.

Målet er at fremme trivsel, udvikling og læring ved at støtte den enkelte i at opnå indsigt i sig selv og sine handlemuligheder – samtidig med at man arbejder med at styrke positive mønstre frem for at have fokus på problemer.

KRAP bygger på en systematisk tilgang til både det kognitive og det anerkendende arbejde. Det handler ikke blot om at være positiv, men om at arbejde målrettet med det, der virker – og dokumentere det undervejs. Når du begynder at arbejde med KRAP, vil du samtidig opdage elementer, du allerede kender fra din praksis, men sat ind i en tydelig ramme og sammenhæng.

Hvis du oplever fejl i forbindelse med at skrive i skemaerne, skal du sikre, at du har en opdateret PDF reader. Dette løser 95% af alle fejlmeldinger. Brug fx. Adobe Acrobat reader – KLIK HER.

Husk du kan også hente skemaerne som word filer

Klik på Skema download på forsiden af vores hjemmeside, du kan gratis downloade alle vores skemaer.

Det, vi ofte ser, er, at de fleste på vores kurser arbejder med 5-10 skemaer i deres praksis. Det handler dog ikke kun om antallet, men i høj grad om måden, de anvendes på – refleksionen, dialogen og strukturen bag.

Der kan ikke sættes en fast standard for dette, da det i høj grad afhænger af kontekst, rammer og vilkår.

Læs evt. mere om tankerne bag KRAP her 

I forhold til gdpr, så gemmer vi ikke noget. Derfor skal du gemme lokalt og derefter skrive i skemaet, tjek det virker inden du udfyldet et helt skema.

Ja, hvis teksten kan være i de bokse, som skemaet består af, skriver man mere end der kan være i boksene, vil det kun være den tekst, som du kan se, der kommer med i print. Nogle redskaber har vi klar til dig i en anden tekststørrelse, så du kan evt. kontakte Jan@krapdanmark.dk og hører om han kan hjælpe dig.

KRAP varemærket er beskyttet, det vil sige ingen må lave et KRAP kursus, medmindre de har rettighederne til KRAP.  Man må ikke reklamere og sælge kurser, hvor du underviser i KRAP.
Er du i tvivl om, hvordan du må bruge KRAP i fx. materialer, kursustilbud eller formidling, er du meget velkommen til at kontakte os

KRAP fokuserer på at opdage og udvikle det, der giver mening for den enkelte. Arbejdet foregår systematisk gennem samtaler, observation og refleksion samt med konkrete værktøjer som ressourceblomsten, 4 kolonne og anerkendende spørgsmål.

Vi udgiver selv vores bøger, så vi kan holde prisen lav. Derfor kan de ofte følge med på vores kurser – men du kan også bestille dit eget eksemplar direkte her på hjemmesiden. Klik her og køb din bog i dag!

KRAP bygger på det bedste af det, vi allerede ved, der virker – og tilføjer samtidig noget unikt: en systematisk tilgang til pædagogisk arbejde. Det betyder, at KRAP på én gang føles velkendt og nyt, hvilket er en af grundene til, at så mange fagprofessionelle oplever metoden som både brugbar og meningsfuld.