Udvikling

Først konkretiseres og defineres ’fokus’: Hvad er det helt specifikt, vi kigger på? Det kan fx være medarbejderens tilbagevending til jobbet efter en stress-sygemelding. Borgerens sociale aktiviteter udenfor bostedet eller hjemmet. Eller barnets leg med andre i børnehaven.

Hernæst beskrives det, hvad han/hun allerede ’selv kan’ og magter. Dette gerne i punktform og med konkrete eksempler. Pia, som har været sygemeldt med stress, kan varetage praktiske opgaver i køkkenet. Hun kan tjekke sin mailboks. Hun kan være i personalerummet med kollegaer. Hun kan beskrive dagens gøremål i journalsystemet og give beskeder videre til kollegaer, både mundtligt og skriftligt. Når dette er beskrevet, kigger vi på, hvilke ’forudsætninger’, der skal være til stede, for at Pia kan det ovenfor beskrevne. Fx er det vigtigt, at opgaven er klart defineret. At kollegaerne giver positiv bekræftelse på det, hun videregiver. Og at de er obs på at inddrage hende i snakken.

Nu oplistes alt det, som Pia ’kan med støtte’: Som fx at deltage i personalemøder, passe telefonen og have kontakt med lægen. ’Forudsætningerne’ herfor er, at andre hjælper til overblik, hvis hun føler det mistes. Og at der er back up, som kan hentes, hvis der opstår tvivl eller stress i situationen.

Til sidst beskrives det der pt. er ’for svært’, hvilket for Pia kan være at have kontakt til pårørende eller at deltage på statusmøder. Her føler Pia at presset er for stort, og hun bliver usikker på, om hun kan forvente back up fra alle tilstedeværende. ’Konsekvenserne’ for Pia vil kunne være, at hun bliver ked af det, bryder sammen og føler at hun ”taber ansigt”. Det er meget vigtigt for Pia at undgå dette, da hun derved risikerer at få samme følelse af selvkontrol-tab, som hun havde op til sin sygemelding.

Ud fra den skematiske oversigt er det nu mere realistisk for Pia at tilrettelægge, hvordan hun optimalt set kan komme tilbage i jobbet. Og det er samtidig muligt for hende og dem omkring hende at få øje på, hvor der kan være udviklingsmuligheder. Man kan kigge på, hvad næste lille skridt kan være i planen – dette hele tiden med afsæt i, hvad allerede Pia magter, hvor hun får oplevelse af kompetence, og hvad/hvem der skal være til stede for at understøtte udviklingen.

Til tider sker der det, at man ikke kan komme uden om over kravs-situationer. Der kan opstå uforudsete hændelser, som desværre sætter Pia i de krav, som pt. er for svære for hende. Men ved at have udfyldt skemaet og på forhånd at have snakket om, hvad der er for svært for hende, så har man også haft mulighed for at drøfte: Hvad gør vi, hvis det sker? Hvordan hjælper vi dig bedst? Det kan være et spørgsmål om, hvordan man får konkret praktisk/faglig hjælp i den givne situation. Eller hvad man kan gøre for at afkorte den eller endda komme ud af dem. Og måske er det også en snak om, hvad Pia har behov for efterfølgende, hvis hun ender i den ikke-ønskede situation, trods god planlægning. Alt sammen noget der potentielt kan være med til at give Pia den ønskede oplevelse af selvkontrol, som er afgørende for hende.

Som eksemplet gerne skulle tydeliggøre, så er det afgørende, at man hele tiden har for øje, hvordan fokuspersonen oplever situationerne. Uanset om skemaet udfyldes i samarbejde med Pia, som fokusperson, eller om det er personalet på bostedet, der bruger det i faglig sparring omkring en beboer eller et barn, de arbejder med.

Skemaets primære formål: Afdækning af det aktuelle færdighedsniveau på et konkret område, samt forudsætningerne for understøttelse og udvikling af dette.